Hans maskinpistol hænger i remmen om halsen. Den bredskuldrede ser ned i mappen og hurtigtop igen. Skuffelsen lyser udafhans øjne. »Hvadfanden skal detsige?« siger han. Den guldkronedegårderhen, den laveste af de maskerede slutter sig ...
»Og hvisvi lige præcisistarten af krisen seraktivitet mellem svensk kapital, italiensk mafia og en ukendt instans i Riga,synes jegikke,vikan bliveved medat lukke øjnene for densvenske imperialisme.« »Det der syntesdu nok varfedt at sige ...
Vikanikke se hinanden, vikan ikke høre hinanden, vikan ikketalemed hinanden. Er det virkelig det,derer menneskets lod? Og hvorfor tænker jegpåham?Holdopmed det, straks! Et andet billede. Lige netop dét. Pludselig var detder.
Hultin sagde: “Vi måse, hvor længe vikan bliveboende her.Vier stadig raske og rørige,men den tidkommer, hvor vi trillernedad skræntenog drukner iRavalen.” Hjelm smilede. Den tid virkede ret fjern. Pensionistparret var ualmindelig ...
»Vi har siddet engod stundudenfor en rumænskbutik i Amsterdams vestlige forstæder.Vikanse Silviu gennem vinduet. Han benytter lejligheden tilat snakke med alle,hanmøder, længe og ivrigt. Vikan se, at hanstårmedenkasse vodkaflasker.
Vikan imidlertidbeslutteén ting: At få samlet nogle gode, spændendehistorier og så ses næste år på omtrent samme tid og ganskeenkelt fortælle dem tilhinanden. Hvad sigerItil det? Det elvteårafti.« »Det er hermed besluttet,« sagde Paul ...
»Vikan ikkelængereholde medierneudenfor. Nu gårdet løs. Mankan nærmest sige, at vi træder indi et andetsamfundsklima. Stemningen vilblive pisket op, forsidejagten begynder. RundtomiSverige vil der blive monteret hundredtusinder ...
Lynene erindei vores øjne, og vikan ikke se dem.Men rystelserne efter braget mærkerviivoresindre. Han smed bukserne på gulvet og gik ind og lagde sig. Hans kone lagde sig ind til ham, dahankom ned i sengen, hendes sovende krop søgte mod ...
... rene tortur – er deti orden, jeg skruer lidt ned for lyden? Sådan. Det betyder velsådan set, at duved, hvad der er sket? Så ved du også, hvadder skerklokken halv ti.Vikan jokaste et blik på skærmen indimellem, så vi huskeratse det.
Vi analyserer den, så hurtigt vikan. Lige nukanjeg kunsige, atjegikke mindesat have set den slagsfør.Det erihvertfald ikkeet afdesekssyv almindeligstemærker.« Han vendte tilbage til stuen, hvor hans to underordnede stadig.
Forlegen. Rita Ohlén venter. Hun siger ingenting. Så åbner Nadja munden. Udstrømmer musik. Og ikke hvilken som helst musik. Det er englelige klange, en strøm af underskønne toner, som hurtigt bliver til ord. Gådefulde ord fra.
... derhavde forfulgt denefter alt at dømme mørklødede mand gennem Djurgårdens lunde – på samme måde,somdei så fald måtte have forfulgt den gamle jødiske professor gennem Skovkirkegårdens ditto? Det virkede... usandsynligt.
Fortæl osnu sandheden omSten Larsson. Hvor er han? Hvorer de?« Strandberg lukkede øjnene. Han sadlidt sådan, inden han sagde: »Hvisjeg havde væretmed til at planlæggedether, ville jeg så være sådum atladeStens computer blive i hans hjem ...
Af William Larsson. På August Steens ordre. Næste år ville hun blive myndig. Hvordan hun så ud nu, var der kun én eneste person, der vidste. William havde også vidst det, inden han døde. Nu var det kun Carsten, der vidste det.
Højre: til Sollentuna og bådehuset, til William Larsson, til Ellen Savinger. Til den frygtelige frihed.” Hun stirrede ud ad forruden. Vinduesviskerne piskede hen over den. Det ene øjeblik var den helt klar, det næste helt ...
Sagen viser sig at have mere omfattende forgreninger end nogen kunne have forestillet sig. STOLELEG er anden bog i serien om Opcop, der er en fritstående fortsættelse af Arne Dahls fremragende serie om A-gruppen.
Efterat havekimet på længe udenresultat,havde han pludselig smækket hoveddørenopidentydelige hensigt at kunne hamre denihovedet på Stigson. Alm havde prøvet det før og forudset faren. Såsnart han havde set et glimt af noget bag ...
I den store aulai min nyeskole, når man gårhalvvejs opad trappen, siddertilhøjre en marmortavle med guldindskrift, derfår mit hjerte til at hamre, som dengang jeg lånte konsulindens leksikon og læste hvad det betød, atjeg var født med ...
Jessica Johnsson så bare på ham. »Eller vi kan gøre det her,« fortsatte Berger. »Så er du meget hurtigere af med os. Det er op til dig, Jessica.« »Her,« sagde Johnsson. »Fint,« sagde Berger. »Vi rigger lidt lamper op og sådan.
Poesi der rimer. En nattehimmel prikket af stjerner. Fuglenes kald i skoven. Fornemmelsen af at rive en håndfuld krydderurter af i urtebedet og bagefter snuse til hånden. Løvstikke. Timian. Rosmarin. Isop. Det.